Udflugter

Uddrag fra bogen

”Jeg tænker på åbent land, på marker, skove, bjerge.

Jeg tænker på, hvor længe den evige stad kan blive ved endnu, mens dårligt vedligeholdte betonblokke, viadukter, transformatorstationer og kontorbarakker fortsætter.

Jeg tænker på malergrejet i min taske og de landskaber, jeg drømte om, mens elværker og lagerbygninger og afskallede bungalows, hvor man ikke skulle tro det muligt at bo, glider forbi.

Jeg tænker på Fara Sabina, der nærmer sig, uden at Rom nogensinde er holdt op – eller for længst er holdt op, men alligevel fortsætter – og på en bar ved navn Carpe Diem, der lige før dukkede op og forsvandt bag et autoværksted.

Jeg tænker, hvad jeg altid tænker, når jeg passerer den slags steder, som man bare passerer. Steder der kun eksisterer i forbifarten, i mellemrummene mellem stederne. Hvem er de mennesker, der bor der, og hvad tænker de?

Jeg tænker på Alfred derhjemme. På gårdspladsen, hvor høns og får løber rundt mellem gamle bildele, halve køleskabe, zinkrør og badekarret fra en ombygning, som aldrig kom længere, og tusind andre genstande, jeg ikke kender navnet på, eller som ikke længere har noget navn. Traktoren står der også endnu; det er længe siden, Alfred fik taget kørekortet. Men trafikken af kvinder er stadig den samme. De går ind og ud af Alfreds dør, ligesom hønsene, gederne og fårene, mens de yngler, skider og gror om ørerne på ham og langt op over hovedet, ligesom skramlet på gårdspladsen, tallerkenerne i køkkenvasken og hønsetarmen, der vokser og trives i rillerne på traktorens dæk, indtil det hele er ved at blive lidt for meget, og Fenger eller en af de andre må komme med et par stærke næver og et gevær.

Så synker det lidt hos Alfred, og stiger i Fengers og de andres frysere. Alfred står på gårdspladsen med hovedet oven vande, og vinker, mens Fenger kører ud til Lars med et lam og en halv forende som tak for den karburator, han fik af ham i sommer, efter at Fengers svoger hjalp Lars med udestuen, fordi en, Lars kender, er forlovet med svogerens lillesøster, og sådan er de alle sammen forbundet med hinanden i et system af byttehandler, som kun de selv kan finde ud af.

Jeg tænker på, hvordan byer i det hele taget holder op. Min barndomsby. En række huse, der ligger og smiler ud til omfartsvejen for foden af bakken; dertil og ikke længere går dén. Så forskellig fra den by, jeg bor i nu, som til enhver tid rækker ud over sig selv, fortaber sig i erhvervsparker og tæt-lavt, i opkørt jord, kraner og dynger af armeringsjern mellem stadig nye udfaldsveje. Sig mig hvor tilvæksten finder sted, og jeg skal sige dig, hvor byen hører op.

Jeg tænker, men så standser toget i Fara Sabina, uden at noget af det nogensinde er begyndt eller holdt op.

Jeg står på stationen i Fara Sabina, hvor middagsheden flimrer, mens alt andet står stille – inklusive den bus, der skulle have transporteret mig videre – og bander lydløst over, at jeg ikke tænkte på det fra starten.

På den anden side kan Fara Sabina vel være lige så godt som et hvilket som helst andet sted, tænker jeg, og begynder at gå, slet ikke utilfreds med navnet på det sted, jeg er strandet.

Op og ned langs hovedgaden ligger halvsmeltede katte. En søvnig klirren af tallerkner gennem lukkede skodder. Lyden fra et fjernsyn. Hist og her hænger en teenager ud af vinduet i en dvask spejden efter noget at spejde efter. Fluerne summer, en servitrice står i døren til en tom cafe og lakerer negle.

Jeg tænker, at jeg alligevel vil male og finder en skrænt bag en tæppehandel i udkanten af byen. Men landskabet er rodet og umaleligt. Højspændingsmasterne bølger i varmen, det knitrer svagt i stilheden.

På kirkegården ligger de døde på hylder. Men jeg kan hverken male dem eller det landskab, jeg havde i tankerne. Så sidder jeg lidt med lukkede øjne i solen, lænet op ad familien Manzotti, uden at tænke på særlig meget, mens legetøjsbiler lydløst glider forbi i det fjerne.

Tilbage i byen har solen tabt højde. Dagen skråner. Unge mødre triller op og ned ad fortovene med klapvogne, svogere, gamlinge og ægtemænd med jakken slynget over skulderen, mens espressomaskinerne hvæser fra barerne, scootere gasses op og ned, og drenge spiller fodbold foran kirken, og der snakkes, diskuteres og forhandles hen over tomater og peberfrugter så store som græskar, og ting skifter hænder, og fodboldresultater, skæbner, koteletter, Ave Mariaer, barnegråd og øjeblikke griber ind i hinanden på stadig nye måder.

Jeg spiser en is, selv en del af kredsløbet, og binder en snøftende 5-årigs snørebånd, mens hans far står på mål på kirkedøren og moderen kæmper med en rulle grå vinyl i tæppehandlens dør.

Så går jeg ned mod stationen med solens sidste stråler i øjnene. På vejen passerer jeg en byggetomt, som jeg ikke lagde mærke til, da jeg kom. Og det bliver min eneste tegning fra Fara Sabina. En skurvogn gyngende mellem betonelementer og brændenælder, som stod den og rystede af latter i tusmørket.

Lidt efter sidder jeg i toget mod Rom uden en tanke i hovedet.”

(Novellen ”Mellem Rom og Fara Sabina”)