Solen er så rød

Uddrag fra bogen

»DET ER NAT. Dit åndedræt fylder rummet. Det lyder omtrent, som det har gjort det sidste døgn. Små hivende pust, men regelmæssige og uden bilyde. Af og til et længere, dybere suk. De lyder i hvert fald dybe, men din vejrtrækning er helt overfladisk, siger de. Det var en af sygeplejerskerne, der sagde det. Det kom lidt bag på mig, jeg var næsten lige ankommet og havde netop tænkt, at det var utroligt så meget vejr der var i dig, omstændighederne taget i betragtning.
Nu kan jeg godt høre det, det staccatoagtige der er over den. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man næsten tro, det var en maskine, der trak vejret for dig. Måske var det bare, fordi jeg aldrig havde hørt dig trække vejret så lydeligt før. Eller fordi din vejrtrækning pludselig var det eneste, der var.
De havde troet, det var et spørgsmål om timer, før den standsede, da du kom ind mandag morgen. Men du blev ved med at trække vejret. Mens jeg stod i København og stirrede ind i mit klædeskab, ude af stand til at samle mig om hvad jeg skulle have med, trak du vejret – og mens Amagers fortove og asfalt flimrede forbi i solen, blege som på et overeksponeret foto, og mens jeg sad i toget på vej over Sjælland og gennem Nyborg og Odense og videre fra den ene jyske station til den næste, og da jeg endelig nåede frem ud på eftermiddagen, trak du stadig vejret, og fortsatte med det, mens vogne med aftensmad blev rullet op på afdelingen og ryddet væk igen, og stadigvæk, da himlen farvedes rød og det begyndte at mørkne over Randers Øst og vi til sidst fik rullet en ekstra seng herind.
Den kan kun lige være her. Rummet er tydeligvis ikke beregnet til to senge. Som jeg ligger her i mørket, kan jeg næsten røre dig, hvis jeg rækker armen ud. Du ligger på siden, med ryggen til. Præcis som en af aftensygeplejerskerne lagde dig, inden hun gik hjem; præcis som du vil blive liggende, indtil nattevagt bliver til dagvagt og der kommer en og vender dig igen. I det svage skær fra vinduet kan jeg se din skulder, der stikker ud under dynen, se den hæve og sænke sig i takt med de små pust af dine åndedrag. Op, ned. Op, ned.
Klokken må være omkring et. Himlen er så mørk, som den bliver på denne årstid, men de blege skyer får natten til at virke tynd og uvirkelig, som et negativ.
Den første nat, hvor min søster også var her, deltes vi om sengen: Hun fik de første timer efter midnat, jeg de tidlige morgentimer. Fra hun lagde sig til at sove, til jeg selv overtog sengen ved fem-sekstiden, sad jeg i en stol på den anden side af din seng, mens fjernsynet kørte oppe på væggen med lyden skruet langt ned. Naturprogrammer, krimiserier og amerikanske sitcoms flimrede over skærmen, uden at jeg så noget af det, og alligevel blev jeg ved med at klamre mig til fjernbetjeningen og bladre mellem kanalerne i en halvhjertet søgen efter noget, der kunne holde min opmærksomhed fangen.
På et tidspunkt var jeg ude og hente en kop kaffe fra rullevognen på gangen, senere for at finde en vaskeklud til at lægge på din pande, som pludselig føltes fugtig af sved. Men det meste af tiden sad jeg bare og holdt dig i hånden, dvs. holdt om din hånd, holdt på den – din hånd, som ikke længere selv holdt noget, men bare lå der på det hvide dynebetræk, helt forsvarsløs og ubevægelig. Du lå på ryggen, som du havde gjort hele dagen, med øjnene halvt åbne og ansigtet drejet lidt til siden. Når jeg lagde hovedet på skrå, i samme vinkel som dit, kunne jeg se lige ind i dine grønne iris, næsten samme grønne farve som mine, selvom dine virkede mørkere nu, mere uklare i farven. Mor, hviskede jeg. Mor, kan du høre mig? Hvad ser du derinde bag dine halvt lukkede øjenlåg? Ligger du godt, mor?
Men du svarede selvfølgelig ikke, lå bare med dit lille hvæsende åndedræt og den hvide bomuldsundertrøje trukket i skæve folder om din brystkasse. En undertrøje jeg genkendte som en af dine egne, formentlig den hjemmesygeplejersken havde fundet dig i om morgenen derhjemme, en af dem du brugte som nattrøje, og som du plejede at have hængende på knagen bag badeværelsesdøren, og som du må have taget på aftenen før, en lys sommersøndag aften, inden du tog alle de piller …«