Samling

Enkle, suggestive digte om sårbarhed og udsathed. Om at forsøge at være sig selv, men samtidig nå ud over sig selv. Om træer og krop, fortove og det at gå.

Andre skrev
”Her er noget sjældent. En debutant, der har truffet et valg. Det skal ikke handle om alting og et posthus. … Projektet går ud på at aflokke sprogets faste vendinger et par overraskelser. … Der er et stænk Benny Andersen og Kirsten Hammann i den slags dansk. … Et digt om træerne, der ”kaster deres hoveder fra side til side”, skønt ”vinden er vokset fra at lege med bladene” vokser til et helt lille, helstøbt eksistensudsagn.
Tænk på, hvor mange der har kaldt deres første digtsamling for ’Digte’ og læg mærke til, hvad hun her har kaldt sin. ”Samling”, det er hvad denne debutant har på sig og sine tekster. Hold øje med Houth.”

Anmeldelse i Politiken 17.04.1997
Af Thomas Bredsdorff

”… Henriette Houth [er] i nær familie med sprog- og verdensforstyrrede poeter som Kirsten Hammann og Katrine Marie Guldager, hun er vel nærmest at betragte som den nøgterne, diskret sidesteppende kusine; her er intet stortumultuøst showmanship, men bare små øvelser på lige præcis et fortov: der gåes vældig meget i samlingen … en hel suite [er] faktisk forbeholdt fortove.
Den fine linje ”Kaster benene foran hinanden: / Jeg går” kunne være samlingens motto, sådan skriver digteren og sådan bevæger hendes jeg sig gennem verden, rastløst, opfindsomt og pragmatisk. …”

Anmeldelse i Weekendavisen 24.04.1997
Af Lars Bukdahl

”Man bliver taknemmelig, når man bringes på sporet af overraskende sammenhænge, som alligevel ikke befinder sig så fjernt fra, hvad man selv kunne opleve.
En sådan taknemmelighed dukker op ved mødet med Henriette Houths debutdigte ”Samling”. De både skildrer og skaber et modtagelighedens rum.
… Henriette Houth evner at skabe lysende fortove gennem sine debutdigte ved hjælp af sin veludviklede sproglige bevidsthed og iagttagelsesevne. Faste udtryk placeres i nye omgivelser og trækker læseren med sig. …
”Samling” er en debut, der giver appetit på mere fra Henriette Houths hånd. Fortove er lagt. Og det ville ikke gøre noget, om hun førte dem endnu længere ud i det ukendte.”

Anmeldelse i Berlingske Tidende 19.04.1997
Af Eva Pohl

”… Henriette Houth er en af de digtere, hvis poetiske univers består af meget få elementer. … Tror man af denne grund, at Henriette Houths digte er en række uforpligtende og forfinede fagter i et stiliseret, æstetisk rum, tager man imidlertid fejl. Grunden til dette er, at Houth behersker et af de lyriske greb, der kan fungere lige så sublimt, når det lykkes, som det kan være pinagtigt, når det kikser, nemlig gentagelsen.
… En sensitiv kvindelig lyriker, der formår at skildre sjælelige bevægelser i et særdeles suggestivt sprog.”

Anmeldelse i Kristeligt Dagblad 23.04.1997
Af Peter Stein Larsen