Mit navn er Legion

Uddrag fra bogen

»Han elskede sine børn. Selvfølgelig gjorde han det, det var derfor, han havde dem i sit arbejdsværelse i kælderen. Det var her, han sad og skrev sine prædikener og udviklede teorier om Gud og kærlighedens væsen, mens røgen fra hans cigaretter hyllede rummet i et stadig tættere mørke.

De stod i en niche i væggen sammen med et krucifiks, en børnetegning og et ottekantet relikvieskrin med små kulørte ruder; på én gang udstillet og beskyttet bag en kraftig glasrude. Der var ikke noget, der tydede på, at ruden kunne åbnes eller nogensinde havde været det. Ingen lås, intet greb eller håndtag, ikke så meget som en ramme eller indfatning, glasset standsede bare, hvor væggen tog over. Af en eller anden grund var det det, der generede mig mest.

Han havde vist mig arbejdsværelset, da vi gik rundt i huset sammen den første dag. Husets allerhelligste, havde han kaldt det. Lidt for sjov, tror jeg, men alligevel med noget næsten bydende i stemmen. Det lå i hvert fald i luften, at det var et sted, hvor ingen andre end han havde noget at gøre. Det var første gang, jeg rigtig så rummet. I pastor Kibæks tid havde det været et ufremkommeligt virvar af mere eller mindre udtjente møbler, gamle legeredskaber, alskens hobbyudstyr, stabler og bunker af bøger og sække og kasser fyldt med gud ved hvad – et pulterrum kort sagt. Men jeg havde stadig svært ved at se, hvad helligt der skulle være ved det. Det lignede i mine øjne et kælderrum som så mange andre: lavloftet, halvmørkt, med en næsten umærkelig fornemmelse af fugt. Det hellige måtte være det arbejde, han lavede der. Eller det lille tableau i vægnichen. Eller muligvis begge dele.

Jeg forstod ikke, hvorfor han havde valgt at have kontor i kælderen. Der var masser af andre rum i huset. Rum der var både større og lysere; mange af dem tilmed tomme nu. Huset var enormt, alt for stort til ham alene, og børnene som både var der og ikke var der. Hvem skulle vide det bedre end jeg, efter at have gjort rent der to gange om ugen i sammenlagt næsten fem år? Der havde været en pause på et par år, hvor menighedsrådet valgte at bruge et hjemmeservicefirma i stedet. Det var sådan set okay med mig, jeg har aldrig manglet noget at bestille. Men da tilskuddet til hjemmeservice senere blev skåret væk, ringede de fra menighedsrådet og tilbød mig mit gamle job igen. Det var så også okay. Pastor Kibæk var i mellemtiden rejst – hans kone havde vist fået job i Aalborg – og der var flyttet en ny præst ind. Men huset kendte jeg jo. Eller burde i hvert fald ud fra enhver nøgtern betragtning gøre det.

Sandheden var, at det aldrig helt var holdt op med at virke forvirrende på mig; et træk, der kun var blevet så meget desto mere udtalt, efter at den nye præst var flyttet ind med sit sparsomme bohave, der frem for at fylde huset snarest syntes at blotte det, fremhæve dets særheder, som Kibækkernes muntert kaotiske livsstil midlertidigt havde haft held til at kamuflere.

Det var et hus tænkt og bygget i højden. Udefra var der ikke noget, der røbede, at det var en præstegård. Det skulle da lige være størrelsen. På den anden side var alle de omkringliggende huse af omtrent samme størrelse, og det var begrænset, hvor meget man i det hele taget kunne se af huset bag den massive bøgehæk, der skærmede det mod vejen. Det lå i et ældre villakvarter, for enden af en blind vej med mosen i ryggen: et stort gammelt skrummel fuld af umotiverede udkragninger, karnapper og hjørnetårne, der ragede op bag den tætsluttende hæk og fik det til at ligne en bizar geologisk formation snarere end en præstebolig – hvad det oprindelig heller ikke var. Det var bygget omkring forrige århundredskifte af en eller anden længst glemt lokal bygmester, der havde tegnet det som privat bolig til sig selv.

Det sidste var noget, præsten fortalte mig. Sune, som han hed. Sune Asger Nielsen. Sådan stod der i hvert fald på de rudekuverter, jeg lejlighedsvis samlede op fra dørmåtten og lagde til ham på køkkenbordet. Vi var ikke ’på navn’; selv i mine tanker er han forblevet navnløs, og jeg er sikker på, at jeg heller aldrig for ham var andet end ’rengøringshjælpen’ eller noget i den stil. Han sagde også, at bygmesteren angivelig skulle have lavet et hemmeligt rum et sted i huset. Jeg ved ikke, hvor han vidste det fra. Jeg havde aldrig hørt om det før.

Han må have fortalt det en dag, vi sad og spiste frokost, eller rettere sad ved hans køkkenbord, jeg med min madpakke, han med en cigaret og en kop kold kaffe, han havde båret med op fra kælderen. Det var hurtigt blevet en vane, at han kom op og sad lidt, mens jeg spiste min medbragte frokost. Eller man skulle måske sige: Det var sådan, det begyndte. Det virkede, som om han havde brug for nogen at tale med. Eller tale til. I begyndelsen sagde jeg ikke så meget, lyttede mest. Han var svær at få øjenkontakt med, blikket bag brillerne flaksede og svandt som en døende flamme eller hang, nærmest som i trance, ved det lille ikonbillede ude i gangen under trappen. Billedet forestillede Den hellige Kristoffer og hang oven over to portrætter af børnene, de samme to portrætter som dem i kælderen. Han sagde, at han havde hængt det der for at minde sig selv om, at han ikke var noget ondt menneske. . . .«

(Starten af novellen »Størst af alt«)