Mellemværender
Digtsamling i fire dele, der afsøger hver sit mellemværende: det personlige, det mellem to elskende, familiens, og byens.
Andre skrev
”… Det er en virkelig god digtsamling, Henriette Houth har skrevet. Afvekslende i formen, fra den tungeste smerte over ensomhedens vilkår og kærlighedens ophør, til humoristisk-bidende små snapshots af dagens Danmark. Det er netop denne fine vekslen, der er digtsamlingens store force. Her er ikke bare enten inderlighed eller morskab, men præcist som det er tilfældet i alle menneskelige mellemværender, kan der svinges mellem ophold i tavshedens hvide rum til fandenivoldske besyngelser af livets egen ironi.”
Anmeldelse i Berlingske Tidende 19.12.2000
Af Mai Misfeldt
”… Hendes styrke som digter ligger især i synets skarphed og ordenes mod. Hun evner virkelig at sætte en iagttagelse på spidsen, og hun driver til stadighed sit udtryk ud over det vante. Hun giver læseren nye sanser, vækker nysgerrighed og undren. … Hendes udtryk er aldrig søgte, ikke desto mindre finder hun hele tiden lige bag det velkendte noget, man ikke vidste kunne siges …
Man kan citere længe og begejstret fra Mellemværender. Man kan også standse her og konstatere, at Henriette Houth, hvis smalle, sikre debut ikke lignede ret meget andet af det, 1990’erne bragte os, nu er i bevægelse, videre.”
Anmeldelse i Information 14.12.2000
Af Erik Skyum Nielsen
”… Man synger højt med fuglen på grenen derude. Dette er virkelig en politisk oplukker.
De første to afsnit løber flydende ud i hinanden som et kærlighedsophør eller måske i et underste lag som en selvransagelse. Måske er det barrierer til drømmene. Så følger et dejligt tredje afsnit, en ironisk familiealbum over hverdagens traumer. Afsnittets mest ømme digte er ”Natsværmer” og ”Naboerne”. Jo, hun kan sgu svinge pensler.
Og så følger et fjerde og sidste afsnit med et mere trevlet koncept. Men med ”Vejrudsigt i marts” og ”Vejrudsigt i april” kan man ikke ønske sig mere. Men, Henriette, nu behøver der altså ikke at gå tre år til.” ✶✶✶✶✶
Anmeldelse i Ekstra-Bladet 09.11.2000
Af F.P. Jac
Uddrag fra bogen
Tavsheden
flad som stål –
så giv den dog en stemme
der kan løfte den
op og ud som teltdug
med vinden smældende igennem sig
syngende i metallets hule rør
Og skyggerne –
stå dog ikke bare der
og kryb sammen i buskene!
Ud med jer, I levende og døde tings
uformelige fordoblinger:
Kastes skal I
ind på plænen
som sorte flammer fortærende
vandlyset fra månen, måtte den
æde sit kolde blik
i sig
børnene er for længst kaldt ind
Og du –
luk munden op!
og nakken tilbage,
lad stjernerne stirre sig stumpe og svimle
i ganens riflede spejl:
Himlen skal vide
du er væbnet med tænder
