Levende, døde ting
Essaysamling om organisk formet arkitektur og design – med udblik til voksdukker og cyborgs. Et forsøg på at nærme sig tingenes væsen.
Bogen tager udgangspunkt i organisk formet arkitektur og design, som det har set ud i en række afgrænsede perioder. Fra art nouveauens naturinspirerede formgivning omkring sidste århundredeskifte – over den amerikanske streamline-bølge i 1930erne,1950ernes forkærlighed for det organiske i f.eks. nyre- og myreformer, 1960ernes farverige uformelighed – til 1990’ernes barbapapa-agtige former, hvor tingene næsten kommer til at ligne små væsener.
I tingsnære analyser behandles et særligt udvalgt objekt fra hver af de forskellige tidsperioder – en serie køkkenapparater fra Alessi, et amerikansk streamline-tog fra 30erne, Arne Jacobsens Myre-stol, en formstøbt plasticstol af Verner Panton og et art nouveau-hus i Bruxelles.
Analyserne indrammes af to længere afsnit, der reflekterer over spændingen mellem ”død” ting og levende væsen og perspektiverer til fænomener som voksdukker og cyborgs og det ’unheimliche’.
Uddrag fra bogen
”Når man bevæger sig rundt i gaderne i kvarteret St. Gilles i Bruxelles, slentrende af sted på må og få, får man pludselig øje på noget i husfacadernes lange, flimrende rækker af døre, vinduer, murværk. Eller som det synes, noget har fået øje på en – og suger nu ens blik til sig med en næsten magnetisk kraft.
Man studser, standser, glipper med øjnene – en knogle? En jættestor, æggeskalshvid knogle, her midt mellem byhusenes tilforladelige murstensfacader? Langsomt nærmer man sig, med blikket klæbet til det, der mest af alt ligner lårbensknoglen af en kæmpeøgle. I hvert fald en rørknogle af en slags, et fossil fra en eller anden urtidig eller mytisk titan.
Når man kommer helt derhen, opdager man, at knoglen i virkeligheden er bare er en murpille, én blandt flere pilastre omkring et vinduesparti. Og dog føler man sig stadig ikke rigtig overbevist om, at det ikke lige så godt kunne forholde sig omvendt – at murpillen i virkeligheden er en knogle? Der er stadig denne tvetydighed, som et fikserbillede hvor øjnene flakker hjælpeløst frem og tilbage mellem to forskellige motiver, der hele tiden veksler og træder frem på skift, aldrig samtidig. For hvilke murpiller! Hvilket vinduesparti! Og hvilket hus!
Alt synes at bue, bølge, bevæge sig. Fra facaden der bølger ud og ind som folderne i en gobelin, i buede karnapper og dybe nicher, til de sandfarvede betonpartier der løber som brede, dekorative bånd op gennem næsten hele facaden, snart flydende i dobbeltkrumme buer rundt om vinduerne – store, bløde formationer, der minder om bækkenben eller bruskplader – snart i felter med en detaljeret ornamentik af planter og nymfer i flagrende gevandter. Til endelig vinduernes bølgende sprosser og de franske altaners smedejernsgitre, slyngede og filigranagtige som et fint væv af nervetråde mellem knogler og brusk. Eller som stilke af slyngplanter, klatrende, grådige efter lys, op og ud mellem de forstenede rester af en længst uddød skabning.
Det hele kan minde lidt om Gaudís bygningsværker i Katalonien – disse fantastisks Loch Ness-uhyrer af en arkitektur, der af samtidens kritik blev kaldt en ’stensygdom’ – blot mere forfinet, mere subtilt. Huset her på Avenue Brugmann, Bruxelles, stammer da også fra omtrent samme periode som Gaudís byggerier i Spanien og er blot ét af de mange huse i Art Nouveau-stil, der rejste sig i Bruxelles og i de fleste andre større europæiske byer omkring forrige århundredskifte.
Art Nouveau-husene i Bruxelles blev for langt størstepartens vedkommende opført som private boliger for Belgiens nye industriborgerskab og ’nouveau riches’, som i mange tilfælde var kommet fra udlandet, tiltrukket af den unge, driftige nation, hvis industrialisering var langt fremme i forhold til de øvrige europæiske landes. De fleste af disse huse er endnu i dag privat beboelse, hvilket bl.a. betyder, at man som almindelig turist ikke kan komme til at se dem indvendigt, men må lade sig nøje med synet af de i reglen ganske smalle facader, som de vender ud mod gaden. Nogle af dem umiddelbart ret anonyme at se til, men så alligevel – med denne viftende og bølgende bevægethed. Som elastiske membraner der, idet de vider sig ud og ind, synes at give efter for et tryk indefra og lade noget diffundere ud, opløse det i disse sære stenformationer, ”knoglegevækster” og smedejernsgestalter, i en dans af lys og fluktuerende spejlinger hen over de store glasflader, i blakkede mønstre på mosaikvinduernes vrangsider.
Et af de Art Nouveau-huse, man faktisk kan komme til at se indvendigt, er det dobbelthus, Victor Horta – Belgiens Art Nouveau-arkitekt par excellence – tegnede til sig selv i 1898-1901 som kombineret atelier/kontor og bolig. Det er i dag indrettet som museum og ligger i Rue Américaine – i øvrigt kun et par gader væk fra det nok så berømte, men ikke offentligt tilgængelige Hôtel Tassel, som Horta tegnede et par år tidligere, i 1893-95. Tassel-huset regnes for det første fuldt udfoldede eksempel på den Nye Kunst, der de næste 10-15 år skulle brede sig som en steppebrand over det meste af Europa under betegnelser som Art Nouveau (i Belgien og Frankrig), Jugendstil (i Tyskland), Il Modernismo (i Spanien), Stile Liberty (i Italien), Skønvirke (i Danmark) – og senere, uundgåeligt, behæftet med mere spottende øgenavne som f.eks. ’bændelormsstil’.
At træde ind i Maison Horta er som at træde ind i en anden verden, ikke helt dennesidig. Asfalten, fortovene udenfor, de gader man lige har trasket rundt i, den uophørlige strøm af biler, busser, sporvogne, mennesker, augustheden der de seneste dage har ligget tungt over byen – alt det synes med et langt borte.
Her er svalt og tyst. Man er trådt ind i et mildt clair-obscur. En slags lys dunkelhed eller tvelys stille glødende i vindfangets farvede glasruder ved foden af den trappe, der åbner sig ind og op i huset. …”
(Starten af essayet ”Alt lige lyver”, om Victor Hortas art nouveau-hus i Bruxelles)
