Hypsipyle
Hypsipyle er prinsesse på øen Lemnos. Faktisk hersker hun over hele den frodige middelhavsø, og det er hun god til. Der er fred og velstand på øen, og alt går sådan set rigtig fint, indtil guderne begynder at blande sig. De har set sig vrede på beboerne på Lemnos, og oppe på Olympen udtænker de en listig straf.
Snart begynder også hævngerrige mennesker at blande sig, og det fører til både farer og flugt – og til, at Hypsipyle bliver bortført og solgt som slave til en konge ovre på fastlandet.
Hypsipyle er en fri gendigtning af et gammelt græsk sagn. Vi møder både den store helt Jason, gudernes overhoved Zeus og mange andre af de kendte mytiske figurer.
En roman med både drama og humor for børn og voksne, fra ca. 10 år. Farveillustrationer af Els Cools.
Andre skrev
”… Der er gang i den i historien, hvor guder og mennesker krydser hinandens spor. Hybris og nemesis er i centrum på ægte antik-græsk vis. Det er et spændende sagn om menneskeligt overmod, om at blive voksen med mere, som Houth behandler, og det fortælles fint og underholdende.”
Anmeldelse i Nordjyske Stiftstidende 25.10.2007
Af Thomas Bo Thomsen
”… Historien er ganske eventyrlig og fantasifuld og kan sagtens nydes uden det store kendskab til de græske guder. Der er intensitet og indlevelse i hovedpersonen.
Hypsipyle henvender sig især til piger, der kan lide bøger om piger, der kan klare sig selv og er lidt seje. Og det er altså piger i alle aldre – jeg synes også, Hypsipyle er sej.”
Anmeldelse på fortællingen.dk 11.02.2010
Af Linda Wengel
Uddrag fra bogen
”… Hypispyle tav og kiggede tankefuldt ud over torvet, mens kvindernes ophidsede stemmer bølgede omkring hende. Bortset fra dem lå torvet øde hen. Hendes blik faldt tilfældigt på templet, og et kort sekund syntes hun, hun så Timaios’ hvide hårtop bag en af søjlerne deroppe. Men hun var ikke sikker.
”Ja, vil I tænke jer, min mand sagde, at jeg lugtede!” gjaldede en stemme pludselig inde fra flokken. Stemmen overdøvede alle de andre og var ikke til at tage fejl af. Det var Kaliope. Kaliope var en rigtig sladregås og vidste som regel alt, hvad der foregik i byen. ”Eller nej, stank – det var det, han sagde. Har man hørt mage! Føj, du stinker! sagde han, og så stormede han ellers ud af huset, som om kyklopen var i hælene på ham.”
Kaliope fnøs og så ud over flokken af kvinder. Hun havde stillet sig op på den lille forhøjning ved brønden, så ingen kunne undgå at se og høre hende. De andre kvinder smækkede forarget med tungen og rystede på hovedet.
”Nu du siger det,” lød en stemme et sted bagest i flokken. Det var den gamle Metaxa. ”Så mødte jeg for resten et par lømler på vej herhen. De kom løbende i den modsatte retning, mens de hylede op og holdt sig for næsen …”
Et øjeblik blev der helt stille. Kvinderne skævede til hinanden.
Hypsipyle trak forsigtigt ud i sin bluse og stak næsen ned mod den. Den lugtede ikke af noget særligt. Så tog hun armen op til næsen og snusede. Der var heller ingenting. Rundt om hende var de andre kvinder også begyndt at snuse og sniffe. Næser blev stukket hid og did, ind i hår og tøj og hen mod dem, der stod nærmest.
”Du lugter da overhovedet ikke!” Det var kvinden, som stod ved siden af Kaliope, der talte.
”Det gør du heller ikke,” sagde kvinden ved siden af hende.
Hypsipyle syntes ærlig talt også, at alt lugtede, som det plejede.
”Der er ingen af os, der lugter,” fastslog Kaliope. ”Det er det værste vås, jeg længe har hørt. Men det er det, jeg altid har sagt – mænd er ikke til at stole på. De kan pludselig sætte sig de mærkeligste ting i hovedet. Og så er de i øvrigt nogle krystere, hvis I vil høre min mening. I skal se, de kommer nok på andre tanker, når de bliver tilstrækkelig sultne. Men indtil da klarer vi os glimrende uden dem.”
”Ikke sandt, piger?!” tilføjede hun lidt efter, da endnu ingen havde sagt noget.
Kvinderne stod og kiggede rådvildt fra den ene til den anden.
”Joeh …” lød det spredt rundtomkring.
På samme tid gik guderne ganske fornøjede rundt oppe på Olympen.
Det var nemlig rigtigt nok, at kvinderne på Lemnos lugtede helt forfærdeligt. Hypsipyle, faster Andrea, Diana, Kaliope, garverens kone – alle piger og kvinder på hele Lemnos udsendte en så afskyelig stank, at selv guderne var glade for, at de ikke skulle være i nærheden af dem. De eneste, der ingenting kunne lugte, var kvinderne selv. For de stank nøjagtig lige forfærdeligt – og det var selvfølgelig alt sammen gudernes værk.
Særlig godt tilfreds var Afrodite. Hun sad i skyggen under et træ og strålede med en rose i hånden. Nu og da lod hun rosen glide hen under næsten og indsnusede dens duft og tænkte med en frydefuld gysen på den hørm, der lige nu emmede fra kvindemenneskene dernede på Lemnos – og som ville blive ved med at emme fra dem, lige så længe det passede hende, Afrodite.
Hun vendte sig mod Hefaistos, som sad ved siden af hende, og sendte ham sit yndigste smil. ”Tak for hjælpen, min kære mand,” hviskede hun og lagde sin hånd over hans sodsværtede. ”Hvad skulle jeg have gjort uden dig?”
Og det kunne hun have ret i. Husk på, at Afrodite var skønhedens gudinde. Hvordan skulle hun, fra hvem al skønhed i verden udgik, have været i stand til at skabe noget så hæsligt som den stank, der i løbet af natten var krøbet ind under huden på kvinderne på Lemnos? Nej, vel? Det var Hefaistos, der havde brygget lugten. Han var nemlig ikke bare en dygtig smed, men var god til lidt af hvert.
”Ja, ja,” brummede han. ”Lad os håbe, det kan pille dem lidt ned og lære dem en ting eller to om ydmyghed og minde dem om deres plads over for os.”
Afrodite lod endnu en gang rosen glide hen under næsen og lænede hovedet mod træets stamme. Sådan blev hun siddende lidt, mens hun smilede op i trækronen og tænkte sit.”
(Uddrag fra kapitlet ”En frygtelig stank”)



